Juni 2009
Hvis du vil gøre noget godt for klimaet og mindske din husstands CO2 udledning, er et af tilbuddene fra mange energiselskaber ”grøn strøm”.
Mange elselskaber og el-handlere tilbyder miljøvenlig elektricitet til forbrugerne, der er produceret af vedvarende energikilder som fx vindmøller eller vandkraft fra fx Sverige. Den ”grønne energi” er som regel lidt dyrere end den almindelige, CO2 forurenende strøm. Der findes forskellige former for ”grøn energi” på markedet, og det er meget forskelligt, hvor stor effekten i realiteten er på udbygningen af vedvarende energi. Derfor er det et område, hvor man som forbruger er nødt til at sætte sig grundigt ind i tingene.
Nogle ordninger sikrer alene, at forbrugeren køber ”grøn strøm” fra et eksisterende vedvarende energianlæg. Den slags ordninger resulterer i, at man som forbruger ikke nødvendigvis fremmer en udvikling frem mod en mere vedvarende energiforsyning eller en ekstra CO2 reduktion. Den grønne strøm, som elselskaberne udbyder, bliver nemlig produceret hele tiden fra enten eksisterende vindmøller eller vandkraft uanset, om der er forbrugere, der betaler elselskaberne en merpris for at få den leveret som ”grøn strøm” eller ej. Men energiproducenten bliver pga. den betalte merpris tilskyndet til at investere i nye vedvarende energi-anlæg. Som forbruger har man bare ikke nogen garanti for, at det sker. Der er imidlertid også produkter på markedet, hvor den ekstrapris, forbrugeren betaler, bruges til at investere direkte i nye vedvarende energi-anlæg.
Ifølge Informationscenter for Miljø og Sundhed er der ikke meget sjov ved at betale lidt ekstra for strøm produceret på vandkraft. Der er stort set ikke flere muligheder tilbage for at udvide produktionen af vandkraft, og vandkraften klarer sig fint i konkurrencen med den øvrige energiforsyning. Derfor er ”grøn strøm” fra vindmøller at foretrækker, da kapaciteten her kan udvides
De store elselskabers CO2 udledninger er reguleret af det europæiske CO2-kvotesystem. Det betyder, at hvert selskab har fået tildelt en kvote for CO2 udledning, de skal overholde. Udleder et el-selskab mindre CO2 end det har fået lov til, har el-selskabet mulighed for at sælge de overskydende kvoter til højestbydende, og CO2 bliver dermed udledt et andet sted. Det betyder, at hvis danske forbrugeres energibesparelser resulterer i, at der bliver opsat flere vindmøller, så har det på kort sigt ingen betydning for Danmarks samlede CO2 udledning, da den allerede er fastsat via kvote-systemet. På lang sigt vil mere vedvarende energi imidlertid muliggøre, at CO2-kvoterne strammes, hvilket er nødvendigt for at nå danske og europæiske mål for nedsættelse af vores CO2-udledning og dermed have en positiv effekt. Derudover sender forbrugernes interesse for ”grøn energi” et vigtigt signal til politikerne om, at det er det her, vi vil. Ifølge Klimaminister Connie Hedegaard må man ikke undervurdere den vigtige signalværdi, der ligger i at efterspørge energi fra vedvarende energikilder.
Konklusionen må være, at man som forbruger skal se sig godt for, før man køber ”grøn energi”, og spørge ind til, hvordan det fungerer hos det pågældende elselskab. Der er store forskelle.