April 2009
Forbruget af benzin og diesel samt udledningen af CO2 fra transport er stærkt stigende i Danmark.
27 procent af Danmarks samlede CO2 udslip på i alt ca. 55 mio. tons udledes fra biler, lastbiler og tog. Personbilerne står alene for 10 procent. Det svarer til, at en tredjedel af hver danskers personlige CO2 udledning kommer fra transport.
”Synderen” er igen de fossile brændsler her i form af benzin og diesel. For transport er der to realistiske alternativer til fossilt brændstof, nemlig biobrændstof og el fra vedvarende energikilder. Men det kræver selvfølgelig, at vi har en bil, der kan kører på disse energiformer. Alle motorer kan dog kører på op til 5 % bioethanol iblandet benzinen. Udviklingen af miljøvenlige biler er et marked i hastig udvikling, og fra midt i maj udstiller Økolariet i Vejle eksempler på forskellige miljøvenlige biler på forpladsen ved indgangen på Dæmningen 11.
Elbiler er mere miljøvenlige end almindelige biler. Det har dog stor betydning, om strømmen til batteriet kommer fra vedvarende energikilder som fx vindmøller eller fra kulfyrede kraftværker, der udleder CO2. Der er i øvrigt ingen statslige afgifter på elbiler.
Der udvikles også hybridbiler, der både har en elmotor og en almindelig benzinmotor. Den får udelukkende energi fra benzinen, da kun benzinmotoren kan lade batteriet i bilen op. Om kort tid vil Peugeot også lave en version med dieselmotor. Fordelen ved hybridbiler er, at de har stor rækkevidde i forhold til rene elbiler, fordi de kan slå over på benzinmotoren, når der ikke er mere energi i batteriet. Samtidig udleder de mindre CO2 end andre biler af samme størrelse. Toyota har som de første sendt hybridbilen Toyota Prius på markedet.
Om få år vil en ny type elbil dukke op den såkaldte plugin-hybrid. Det er en blanding mellem en bil med forbrændingsmotor og elmotor. Som elbilen vil den kunne køre 100-150 km på batteriet, men når det er tomt, kan den slå over på diesel- eller benzinmotor. Modsat hybridbiler som Prius kan plugin-hybriden lades op i stikkontakten (deraf navnet).
Der er mange muligheder, hvis du vil nedsætte dit CO2 udslip fra transporten. Først og fremmest kan man jo altid lade bilen stå og tage cyklen eller den offentlige transport, men hvis det ikke er muligt, behøver man ikke fortvivle. FDM har lanceret ti gode råd, der alle nedsætter benzinforbruget og dermed bilens CO2 udslip, og det gælder også, selvom man i forvejen kører rundt i en benzinsluger.
10 gode råd
Første råd lyder: Køb en brændstoføkonomisk bil. De næste 9 råd er følgende: Kør i højest mulige gear, da lavere omdrejninger forbedrer din brændstoføkonomi. Undgå hårde opbremsninger og let foden fra speederen i god tid før et rødt lys. Undlad at koble ud, men lad i stedet motoren bremse i gear. Hold hastigheden - ved overhalinger flytter du dig ofte kun et par pladser frem i rækken. Tjek bilens dæktryk - kørsel med blot 0,5 bar for lavt tryk betyder 2-3 % mere benzinforbrug og større dækslid. Undgå tomgang ved at standse motoren, mens du venter. Selv en ventetid på 30 sekunder giver mulighed for at spare brændstof. Spar energi, mens du kører ved at slukke din el-aircondition og sædevarmer, når du ikke har brug for dem. Hold afstand - en fornuftig afstand til forankørende gør det muligt at følge trafikken glidende. Undgå ”sportslig kørsel” med hårde nedbremsninger og kraftig acceleration. Anskaf en motorvarmer – det gavner både miljø, komfort og bilens levetid, da en kold motor bruger mere brændstof end en varm.
Af projektleder Hanne Rasmussen, Økolariet