Hvad er økolariet? Besøg økolariet Udstillingerne Natur/fritid Grøn livsstil Skole/uddannelse Erhverv/virksomheder


 

Ny viden

21.12.09 Kina spillede med musklerne på klimatopmødet

Miljøinfo 21/12/2009 


Kina spillede med musklerne på klimatopmødet
En ny verdensorden blev cementeret på klimatopmødet med Kina som ny supermagt. Mens topmødet fra flere sider beskrives som et ’historisk sammenbrud’, er Kina vendt styrket hjem med opbakning fra u-landene og tilfredshed over undvigelsen af en bindende aftale. Klimaengagementet er dog stadig intakt, lovede premierministeren.
Klimatopmødet cementerede en ny global verdensorden, hvor Kina manifesterede sig selv som supermagt, skriver Berlingske Tidende og Jyllands-Posten. Og det satte sit præg på USA’s rolle, påpeger Jyllands-Posten, der skriver, at præsident Barack Obama i dag fremstår svækket på verdensscenen efter et dramatisk opgør mellem de to stormagter.

Kinas forhandlere kunne da også vende hjem til ros, efter deres suverænitet var blevet slået godt og grundigt fast ved at have undgået en bindende aftale, der kunne lægge bånd på landets økonomiske udvikling, skriver Information. Så mens de internationale medier generelt vidner om mismod efter klimaaftale-fiasko, hyldes Kina i de kinesiske medier for et stærkt engagement og for en bred opbakning fra u-landene for deres fastholdelse af, at u-landene ikke skal straffes for de nuværende klimaforandringer. Selv glædede den kinesiske præsidents repræsentant for klimaforandringer, Xie Zhenhua, sig over ”et positivt resultat”, der ikke rykker væsentligt ved landets prioriteter.

– Efter forhandlingerne har begge sider præsteret at fastholde deres bundlinje. For kineserne var det vores suverænitet og vores nationale interesser, sagde Xie Zhenhua.

Kina kritiseres ellers fra flere lande for at have blokeret forhandlingerne, særligt på grund af deres afvisning af kravet om øget gennemsigtighed. Premierminister Wen Jiabao fastholdt, at ingen skal styre Kinas udvikling, men at deres klimaengagement stadig er intakt.

– Lige meget, hvad udfaldet af FN’s klimakonference bliver, så vil Kina fortsat være opsat på at opnå og oven i købet overgå de reduktionsmål, som vi har sat for os selv, sagde Wen Jiabao.

Han understregede desuden til Kinas planer for en mere effektiv energiudnyttelse, som vil mindske stigningen i landets CO2-udslip, og at landet, selvom gennemsigtighed som krav blev afvist, vil ”øge åbenheden og aktivt engagere sig i international udveksling, dialog og samarbejde”, skriver Politiken.



Kilder: Jesper Kongstad, Lars From, Charlotte Beder og Christine Cordsen, Jyllands-Posten (19.12.2009), 1. sektion, s. 1; David Trads, Berlingske Tidende (20.12.2009), 1. sektion, s. 12; Martin Gøttske, Information (21.12.2009), s. 6; Jette Elbæk Maressa og Jesper Kongstad, Jyllands-Posten (20.12.2009), 1. sektion, s. 12; Ellen Ø. Andersen og Martin Aagaard, Politiken (19.12.2009), 1. sektion, s. 7; Jes Randrup, Jyllands-Posten (21.12.2009), 1. sektion, s. 11.



Dansk English Deutch