Miljøinfor 21/12/2009
Klimatopmødet endte i luftig og uforpligtende sluterklæring
Juraen forsvandt, pengeløfterne var luftige og anvisningerne til målet om to graders-grænsen for den globale temperaturstigning udeblev i en københavnererklæring, der ikke er forpligtende.
Udkommet af klimaforhandlingerne blev den såkaldte Københavnererklæring – ”Copenhagen Accord” - en erklæring, der kun fik status som en officiel beslutning, fordi der kun var omkring 25 FN-lande til stede ved de endelige forhandlinger om aftalens punkter. Centralt i erklæringen står målet om at begrænse den globale opvarmning til maksimalt to grader. Det nævnes dog til sidst i erklæringen, at et mål om 1,5 graders maksimum i 2016 bør genovervejes med henvisning til videnskabens anbefalinger og lavtliggende østaters overlevelse.
Tallene for CO2-begrænsningerne, der skulle anvise vejen for, hvordan den globale temperatur holdes nede, mangler dog stadig i ligningen. FN’s klimapanels anbefalinger om, at de globale drivhusgasudledninger bør toppe i 2015, der bakkes op af en videnskabelig anbefaling om, at de skal halveres inden 2050, blev i erklæringen kun imødekommet med en formulering om, at det skal ske ”så hurtigt som muligt”.
Der er heller ingen referencer i slutdokumentet til, hvornår teksten skal omsættes til en juridisk bindende aftale, og Copenhagen Accord er derfor ikke i sig selv forpligtende, men FN’s generalsekretær Ban Ki-moon fastholdt i lørdags, at det fortsat er målet med en juridisk bindende aftale, og at Copenhagen Accord kun skal betragtes som en begyndelse.
U-landene har udsigt til 100 mia. dollar (ca. 500 mia. kr.) om året fra 2020 for klimatilpasning, hvilket svarer til halvdelen af det beløb, Verdensbanken og FN’s klimasekretariat har skønnet nødvendigt. Der er dog stadig usikkerhed om, hvor de penge skal komme til, og hvorvidt de blot tages fra den allerede lovede u-landsbistand, skriver Information.
De store udviklingslande har meldt ud, at de vil begrænse stigningen i deres CO2-udslip, men Kina har modsat sig den internationale overvågningsmekanisme, som var afgørende for USA.
En historisk aftale blev tabt på gulvet
– Der er kommet en hensigtserklæring, en indikation af en velvilje til at bevæge sig fremad. For to år siden på Bali (da køreplanen frem mod København blev besluttet, red.) kom jeg med en ønskeseddel til min julegave i 2009. Nu kan jeg lægge den samme ønskeseddel under træet igen, sagde FN’s klimachef, Yvo de Boer, på et pressemøde i lørdags ifølge Politiken.
Ambitiøse hensigter, men upræcise veje mod målet om en begrænsning af temperaturstigningen. Sådan lyder kritikken af sluterklæringen fra klimatopmødet, der desuden langt fra lever op til den danske regerings mål, skriver Jyllands-Posten. Særligt Connie Hedegaards ønske om en juridisk bindende aftale senest i 2010 er faldet på gulvet.
– Vi ved, at de reduktioner, vi har i aftalen ikke er nok til at nå målet i 2050. Mit princip er, at vores forpligtelser skal være nogle, vi kan overholde. Derfor er vi beskedne. Vi skal gå mod en juridisk bindende aftale, men det var ikke muligt denne gang, sagde præsident Barack Obama ifølge Berlingske Tidende.
Det var stormagtsrivalisering og nord-syd-konflikt, der kom i vejen for en ambitiøs klimaaftale, skriver Michael Jarnler i en international analyse i Politiken, der også konkluderer, at Hopenhagen blev til Nopenhagen.
Planen er nu, at de lande, der ønsker det, i de kommende måneder kan tilslutte sig Københavner-erklæringen formelt. Det næste store klimamøde bliver to uger i Bonn i slutningen af maj og begyndelsen af juni, men forhandlingerne om beslutningerne i Københavns-erklæringen løber frem til og under COP16 i Mexico City i december 2010. Klimatopmødet i København blev således kun en mellemregning i en lang række forhandlinger, og mødet i Mexico City står til at udfylde huller på alle væsentlige områder, skriver Politiken.
Kilder: Ellen Ø. Andersen og Niels Holst, Politiken (20.12.2009), 1. sektion, s. 9; Lars From, Jyllands-Posten (19.12.2009), 1. sektion, s. 10-11; Charlotte Beder og Lars From, Jyllands-Posten (19.12.2009), 1. sektion, s. 11; Uffe Tang, Berlingske Tidende (19.12.2009), 1. sektion, s. 1; Martin Aagaard, Ellen Ø. Andersen, Michael Rothenborg, Niels Holst og Mikael Børsting, Politiken (20.12.2009), 1. sektion, s. 8; Michael Jarnler, Politiken (20.12.2009), 1. sektion, s. 8; Anna von Sperling, Information (19.-20.12.2009), s. 10-11; Lars Henrik Aagaard, Berlingske Tidende (19.12.2009), 1. sektion, s. 22-23; Charlotte Beder, Christine Cordsen og Kaare Sørensen, Jyllands-Posten (20.12.2009), 1. sektion, 6-7; Pauli Andersen, Berlingske Tidende (19.12.2009), 1. sektion, s. 24; Michael Rothenborg, Ellen Andersen og Martin Aagaard, Politiken (20.12.2009), 3. sektion, s. 1 og 4.