Miljøinfo 3/2/2010
Lavenergiindustrien er nøglen til fremtidens økonomiske vækst, og hver enkelt regering bør handle og tage ansvar, skriver den britiske klima- og energiminister Ed Miliband. Storbritannien selv vil fastholde en CO2-reduktion på 34 pct.
I de kommende uger vil Storbritannien arbejde på at styrke, skærpe og udbrede Copenhagen Accord. Sådan skriver den britiske klima- og energiminister Ed Miliband i en kommentar i Politiken. Men dette er bare starten, fastslår han.
”Verden har brug for at gå meget længere. Vi ønsker at udbrede aftalen ved at udvide antallet af lande, der støtter aftalen. (…) Men løsningen på vores klimaproblemer vil ikke blive løst af internationale aftaler alene. Det afhænger af de handlinger, hver enkelt regering tager, og det er på denne front, vi også må fortsætte”, skriver den britiske minister.
Der er gang i en uomstødelig bevægelse mod lavenergi, fastslår han, og arbejdet med at finde en løsning vil fortsætte i år fremover. Storbritannien selv fastholder ifølge Ed Miliband planen om at nedbringe udledningerne før 2020 med 34 procent i forhold til 1990.