05.05.06 - Ny særudstilling Kost og livsstil

Ny udstilling i Økolariet fra 6. maj til medio august: Kost og livsstil

Kost og vaner i Danmark og andre steder i verden

Danskerne spiser sundere og sundere, alligevel bliver vi tykkere og tykkere.
Forklaringen er, at vi bevæger os for lidt og spiser for mange kalorier i forhold til vores aktivitetsniveau. Vi har fået mere stillesiddende arbejde, bruger bilen mere og sidder meget foran computer og fjernsyn.

Udstillingen Kost og Livsstil giver et indblik i, hvad vi danskere spiser, hvor meget vi spiser, hvad vores kost består af og ikke mindst, hvordan vi burde spise og bevæge os for at leve sundt.

Enestående fotoudstilling om mad
Vi har også vendt blikket ud mod verden for at undersøge, hvad man spiser i andre lande. Som noget helt enestående viser vi kæmpe billedplancher med fotos af fotografen Peter Menzel. Han har rejst verden rundt og fået forskellige familier fra alle kontingenter til at vise, hvad de spiser på én uge i en tilfældig måned.  

Får vi ”amerikanske” tilstande i Danmark?
Døm selv. Vi viser dokumentarfilmen Super Size Me om de voksende fastfood-portioners størrelse. Instruktøren Morgan Spurlock sætter sig for kun at spise på McDonalds i 30 dage. Det får uhyggelige konsekvenser for helbredet.

I Danmark har også sodavand, slikposer, chokolader, is og poser med chips fået vokseværk.
Vi viser eksempler på forskellige madvarer og deres sukkerindhold.

En gennemsnitsdansker spiser ca. 15 kilo slik og chokolade om året og drikker 70 liter sodavand
- hvad gør du? I Økolariet kan man se, hvor meget det fylder.

Kom i god tid
Udstillingen Kost og livsstil sætter også fokus på motion. Gæsterne kan blandt andet forbrænde kalorier på motionscyklen eller i sofaen. Hvis man fx spiser én Magnum Mandel is, skal der trædes i pedalerne i 41 min., hvis man er kvinde. Sidder man i sofaen og forbrænder, skal man blive der i 4 timer før isen er ude af systemet! Så kom i god tid. Økolariet har åbent hver dag fra kl.11.00 til 16.00 undtagen fredag, hvor der er lukket.