Pressemeddelelse fra netværket YOUNG ENERGY - 30.9.10
Årets unge danske forsker er med i bestyrelsen
I tråd med klimakommissionens udmelding i denne uge om fremtidens energiforbrug, vil 8 unge udvikle et naturvidenskabeligt og socialt netværk for unge i Danmark og hele verden under navnet YOUNG ENERGY.
Med fælles interesse for opfindelser og fremtidens energiforbrug har de 8 unge afholdt møder i Økolariet, udviklet en hjemmeside og informationsmateriale, og de vil nu tage ansvar for at udvikle det nye netværk, YOUNG ENERGY.
Hovedformålet med netværket er at udvide unges muligheder for at hjælpe hinanden i udviklingen af nye ideer til fremtidens energi med særlig fokus på energibesparelser og anvendelse af ny energi. Desuden vil de unge støtte andre unges interesse og talent for naturvidenskab.
De unge opfordrer nu andre unge i Danmark til at være med i netværket og være med til at udvikle en energikonference på Vejle-egnen den 3. december under titlen; Mens vi venter på Mexico.
Alle interesserede kan tjekke hjemmsiden www.youngenergy.net, og der finde kontaktadresser på de 8 frontløbere som er Christian Hansen, Daniel Weltz Pedersen, Hanne Binder, Jesper Lykke Rasmussen, Martin Pold Jensen, Nadiim Nafei, Signe Munch og Victor Gram Poulsen.
De unge samles i Økolariet ugentligt frem til konferencen i december.
Alle interesserede er velkomne til at møde op til en uformel snak. Mødetidspunkter er at finde på hjemmesiden.
YOUNG ENERGY-netværket får råd, vejledning og praktisk hjælp fra Økolariet, Vejle Tekniske gymnasium, Idea House, Vejle-netværket af scienceundervisere på tværs og en professionel energigruppe. Flere supportere vil formodentlig komme til.
Blandt de unge er Hanne Binder, som i år vandt førstepræmien i en konkurrence med 700 projekter inden for forskning og opfindelser. Konkurrencen gælder unge mellem 16 og 21. Arrangementet løb af stablen under stor bevågenhed fra blandt andet en række repræsentanter fra dansk erhvervsliv, Odenses borgmester Anker Boye og protektor for Unge Forskere, Prins Joachim.
Hannes vinderprojekt omhandlede vindmøller inspireret af pukkelhvalens luffer. I overværelse af Danmarks skarpeste talenter inden for forskning og naturvidenskab, fik Hanne præmien på 10.000 kr. samt deltagelse til EM og VM for Unge Forskere i hhv. Portugal og Los Angeles. Præmien blev overrakt af Prins Joakim til finalen på SDU i Odense. Størstedelen af de andre frontløbere fra energinetværket, har lignende erfaringer med egne projekter så det er en kompetent flok der har gjort sig klar til at hjælpe andre unge til samme succes.
Ole Due fra Økolariet deltager i en international konference i Holland i november og vil her præsentere YOUNG ENERGY for kommuner fra Sverige, Tyskland, Holland, Belgien og Skotland.
Kontaktpersoner:
Bestyrelsesmedlem
Hanne Binder
tlf. nr. 27307515
hannemax@hotmail.com
Sekretariat
V. Økolariet
Økolariechef Ole Due
Tlf. nr. 76812050
Mobil 20330290
Se også www.youngenergy.net for yderligere kontaktpersoner og oplysninger