Vejles skoler udstillede på Økolariet
Med udstillingen Jorden rundt i 50.000 år åbnede Økolariet i efterårsferien dørene for noget helt nyt: Der blev udstillet elevarbejder fra 14 skoleklasser fra skoler i den nye storkommune. Udstillingen var de 14 skoleklassers bud på, hvad der skal fortælles til mennesker eller andre livsformer i en fjern fremtid om vores liv her på Jorden i år 2006.
Undervisningsprojektet blev lanceret af Økolariet og Skoleafdelingen i Vejle Kommune som et led i den landsdækkende Naturvidenskabsfestival. Projektet er inspireret af et fransk satellit-projekt KEO. På hjemmesiden www.keo.org indsamles netop nu beskrivelser fra mennesker i hele verden – beskrivelser, der viser, hvordan vores livsforhold er her på Jorden i år 2006. Beskrivelserne vil i 2007 blive indbygget i en satellit, som skal kredse omkring Jorden i 50.000 år og derefter falde ned på Jorden. De mennesker eller andre livsformer, som måtte leve på Jorden til den tid, kan så få et indtryk af, hvordan livet på jorden var i år 2006
Elevarbejderne der blev udstillet i Økolariet var alle udformet som satellitter, der var udsmykket på forskellig vis, så de fortalte om livet på vor klode i dag, og alle bærer en tekst, som vil blive sendt af sted med den rigtige KEO-satellit.
Giv din stemme
Som gæst hos Økolariet i efterårsferien, kunne man stemme på, hvilken satellit der var bedst og altså hvilken klasse, der havde lavet den flotteste løsning på opgaven.