Del siden:

Praktik i Økolariet

Af Asta Lund Mathiesen

Praktikken i Økolariet har været rigtig, rigtig god, lærerig og spændende. Alle tog sig godt af mig, og jeg kedede mig ikke et sekund. Jeg tog toget og mødte klokken ni, og jeg stod og ventede lidt, for jeg vidste ikke hvor jeg skulle gå ind. Jeg troede kun der var én dør ind i Økolariet, men selvfølgelig skal der også være døre til kontorer, kantiner osv. Jeg har kun set Økolariet en gang før min praktikperiode, og måden hvorpå jeg fandt stedet, det skal lige siges at jeg ikke er kendt i Vejle, var via nettet. Jeg blev straks fanget af siden og syntes det hele så spændende ud. Der er vel at mærke meget at læse på hjemmesiden, men det overgår stadig ikke det man oplever i selve centeret. Man er ikke engang sikker på man har fået det hele med når man går derfra første gang. Det kan også være lige meget, for så tager man bare derhen igen. Når man kommer ud af Økolariet, er det som et meget mere oplyst menneske. Og der er konstant oplevelser i vente.
Økolariet er et center for viden, natur, miljø, energi og innovation. Det er et oplevelsescenter, og i starten kan det godt virke som et legeland for børn, men de lidt ældre finder straks ud af at der er masser af viden at hente i hele udstillingen. Man skal bare have tid til at læse den. Der er fakta-skærme/touch-skærme i hver afdeling af udstillingen og her finder man uanede mængder af stof om forskellige emner, fra forurening af fjorde og baksiller, til rotter og huller i kloakrør. Første gang man kommer ned i udstillingen, er det mest ens sanser der bliver aktiveret. Man ’når’ ikke at læse alt fra skærmene, for man har næsten for travlt med at komme videre og se de andre afdelinger. (fjord og hav, skovhøj, skov & ådal, drikkevand, spildevand, rensning af vand (((ka ikke huske hvad den hedder))) affald og plan og dialog). Faktisk så jeg ikke en eneste af overskrifterne, som beskriver hvilken afdeling man er i, den første gang jeg var dernede, dem opdager man først anden eller tredje gang.
Økolariet tilbyder også undervisning og det hjælper lidt når man går rundt i udstillingen bagefter.
Et job i Økolariet virker som et meget vekslende og udfordrende job. Selvfølgelig er der papirarbejde, eller skærmarbejde om man vil, men der kan da også hjælpes lidt til i teknikken, eller også skal der flyttes et par kasser! Det var en hyggelig arbejdsplads, og der blev virkelig godt sørget for mig. Ikke nok med at det var sjovt at se hvordan sådan et oplevelsescenter fungerer og er bygget op, så har jeg lært en helt utrolig stor del om klimaforandring, naturændringer og vores kloak nede under os, samt særudstillingen om 3D animation. Det har været en uforglemmelig oplevelse for mig, og jeg tror, at selvom man ikke lige er så interesseret i naturvidenskab og den slags, som jeg er, så vil de fleste i hvert fald få en eller anden form for oplevelse ud af et praktikophold i Økolariet.   

Asta Lund Mathiesen, april 2007


til top