Engineering Day 2019

Del siden:

Engineering Day i Økolariet

Deltag i en workshop i uge 45 – en workshop varer 5 timer og ligger i tidsrummet 9.00-14.00.

Der afholdes én workshop pr. dag, så der er max plads til 5 klasser.

Design et system til at opsamle og sortere plastik, før det ender i havet

I dag havner store mængder plast i naturen, hvor det med tiden blæses til floder og føres ud i havet. Skønsmæssigt havner 8-10 millioner tons plast hvert år i havet, og prognoser forudsiger, at der i 2050 vil være lige så meget plast i havet, som der er fisk, med mindre vi finder en måde at vende udviklingen på. Plast i havet er ikke kun et ”skønhedsproblem”, som får vores natur til at se grimmere og mere rodet ud. Det er også skyld i, at mange tusinde havdyr hvert år dør, fordi de fanges i eller forveksler plast med mad. Og oven i dette er der al den plast, som er blevet ”nedbrudt” til bittesmå stykker – såkaldt mikroplast, som vi endnu ikke ved, hvordan vil påvirke dyr, planter, økosystemer og i sidste ende mennesker.

Derfor arbejder nogle firmaer med at udvikle metoder til at indsamle plasten fra havet. Men hvorfor fokusere på at indsamle det udledte, hvis vi blot fortsætter med at udlede nyt? Skulle man ikke først og fremmest finde ud af at stoppe udledningen, så problemet ikke fortsætter med at blive større og større?

At lave systemer til opsamling af plasten på land kræver stor viden om, hvor plasten kommer fra, og hvordan den transporteres til havet. Ingeniører arbejder med at undersøge disse mønstre for derefter at kunne konstruere konkrete løsning. Dit job er at hjælpe ingeniørerne med disse undersøgelser samt at udtænke nye og kreative løsninger.

Udfordring

I vil få viden om, hvor der finder plastudledning sted i Danmark, og ud fra dette skal I vurdere hvor og hvordan, man lettest kan indsamle og sortere plasten til genanvendelse. Arbejdet skal munde ud i jeres bud på en konkret opsamlingsmetode, og I skal bygge en konkret model af den maskine eller det system, der skal stå for opsamlingen.

Fagligt fokus

Eleverne undersøger, får idéer, konkretiserer, konstruerer og forbedrer en løsning. De får erfaring med og viden om bl.a. plast og andre materialers egenskaber, evt. brug af sensorstyring og robotteknologi samt ingeniørens arbejdsmetode.

Undervisningen vil blive styret af Økolariets undervisere, og alle materialer til undersøgelserne vil være til rådighed i Økolariet.

Målgruppe

Mellemtrin og udskoling.

Tilmedling

Der vil blive afholdt én workshop (dvs. for én klasse á max 30 elever) hver dag i uge 45 – alle dage kl. 9.00-14.00. Skriv til Anne Vibeke Kragelund, anvkr@vejle.dk, 26135072 hurtigst muligt, hvis du gerne vil booke en dag til din klasse. Dagene gives til dem, der først henvender sig.

Engineering Day

Engineering Day er en del af Engineering i skolen, som er et samarbejde mellem Engineer the Future, Naturvidenskabernes Hus, Astra og VIA University College. Engineering i skolen er finansieret af Villum Fonden, Industriens Fond, Lundbeckfonden og A.P. Møller Fonden.


til top