Del siden:

1. Drop standby

Sluk for tv, video, anlæg og pc på stikkontakten. En familie bruger i gennemsnit 100 kr. om året på standby - det er både spild af penge og af energi.

2. Køb kvalitet, genbrug og oplevelser

Vores største udledninger af CO2 kommer fra vores forbrug, fra de ting og sager, som vi køber, fra vores flyrejser og al den mad vi spiser - især fra oksekød.

Derfor skal du overveje, om du behøver at købe nyt hele tiden? Genbrug og ”vintage” er også en mulighed, og når du køber, så køb kvalitet, så det ikke skal udskiftes hurtigt igen.

Vil du spare CO2, er det også en god ide at købe service og oplevelser fx, når du skal give en gave. Det kan være en tur i biografen, til koncert eller på restaurant - men drop oksebøffen! Eller en omgang vinduespolering, rengøring eller hjælp til håndværkere.

3. Brug tørresnoren

Tørretumbleren bruger lidt over halvdelen af det samlede strømforbrug til tøjvask.

Skal du bruge tørretumbleren, så sørg for at vasketøjet forinden er centrifugeret så effektivt som muligt. Tørrer du tøj tre gange om ugen i tumbleren, der er centrifugeret ved 1.600 omdrejninger i stedet for ved 1.000, kan du spare 125 kWh. Det vil sige ca. 280 kr. om året.

4. Glem forvarmen og husk eftervarmen

Laver du ovnretter til middag, så lad være med at forvarme ovnen. Fyld også gerne ovnen op med flere retter på en gang.

Du kan sagtens stege og bage samtidig uden at retterne tager smag af hinanden. I en varmluftsovn kan du let have flere plader i på samme tid. Fylder du ovnen på den måde, kan du spare 60 % strøm.

Sætter du retter og bagværk i ovnen allerede mens den varmer op OG udnytter eftervarmen i 5 – 10 min. efter den er slukket, så sparer du 10 – 20 % strøm.

5. Energimærket

Køb din næste vaskemaskinen, køleskab eller fryser med energimærket A+, A++ og A+++ Det er de hårde hvidevarer, med det laveste energiforbrug.

Energimærket er obligatorisk og fælles for hele EU for hårde hvidevare, elpærer og en række apparater. Du sparer på miljøet og i pengepungen.

6. Ud med koen ind med bønner…

En britisk rapport fra 2013 viste, at en gennemsnitsborger kan spare 1,7 kilo drivhusgasser om dagen, hvis man går fra at spise 50-99 gram kød per dag til at spise nul. 

Det skyldes, at oksekød er skyld i meget store udledninger af drivhusgassen metan. Det er koens bøvser og prutter, der udleder metan i meget store mængder, fordi koen er drøvtygger. Metan dannes, når organisk materiale nedbrydes under iltfrie forhold i koens mave.

Du behøver ikke helt at droppe kødet, men spis mindre portioner og vælg først og fremmest kød fra fisk, kylling og gris før oksekødet.

Du kan sagtens få en proteinrig kost uden så meget kød. Spis fx en masse, bønner, linser og andre bælgfrugter. Vælg også altid årstidens grøntsager. Det sparer energi på transport og til opvarmning af drivhuse.

7. Hæld vandet fra kartoflerne

Jo mindre vand du bruger til at koge kartofler, grøntsager eller æg, jo mindre bliver elforbruget. Når du koger kartofler og grøntsager er 1-3 dl. vand nok. Læg låg på og skru helt ned når det damper kraftigt ved låget. Du kan også nøjes med 3 dl. vand pr. 100 gram pasta.

Du kan spare 30 % el, ved at kartoflerne ikke er helt dækket med vand, når de koges. Koger du uden låg, bruger du op til 3 gange så meget strøm, da låget holder på varmen.

8. Gå glad i bad og lav en konkurrence

Der går rigtig meget energi til opvarmning af det varme vand i badet, og der går meget vand til spilde, når det bare står og løber.

Hvem kan tage det korteste bad?

Skift først jeres bruser ud med en sparebruser. Sæt dernæst et æggeur ved badet og lad alle tage tid på deres bad. Efter en uge eller måned kan I kåre en energivinder i familien.

Vidste du, at i runde tal koster det ca. 1 kr. i minuttet at tage et brusebad inklusiv opvarmning af vandet?

9. Hvor meget el bruger du?

En typisk dansker bruger ifølge Energistyrelsen i gennemsnit 1.568 kWh pr. år, mens en familie på 4 bruger 6.300 kWh om året. Målet er at nå ned på ca. 1000 kWh pr. person.

De fleste forsyningsselskaber har en "Din Side", hvor du kan følge med i dit forbrug, og nogle selskaber har også udviklet apps, der gør det muligt at holde styr på forbruget. 

På mange bibliotekter, i elforretninger og på elforsyningsværker kan du gratis låne en elmåler. For både børn og voksne kan det være spændende at undersøge, hvor meget strøm husets forskellige apparater bruger med en elmåler. Gør det til leg med børnene og lav tre øvelser med elmåleren:

  1. Hvilket rum bruger samlet set mest strøm?
  2. Gæt hvilke 3 udvalgte apparater, der bruger mest strøm
  3. Hvem kan finde det apparat i huset, der bruger mest strøm

10. kWh…hvad for noget?

kWh er måleenheden for elforbrug.

k står for kilo, altså 1.000

W står for watt, der er måleenhed for effekt (effekten er den energi, der bruges her og nu)

h står for hour, det engelske ord for time

En 100 W pære bruger 100 Wh, når den er tændt en time. På ti timer vil den altså have forbrugt 1000 Wh eller 1 kWh. Gennemsnitsprisen på 1 kWh er ca. 2,2 kr. En dansker bruger i snit 3.480 kr. om året på el, mens en husstand har en årlig elregning på omkring 14.000 kr.

Vidste du, at ved forbrug af 1 kWh udledes der i dag cirka 463 gram CO2 til atmosfæren? Efterhånden som en større del af el produktionen vil komme fra vindmøller eller andre vedvarende energikilder, vil dette tal falde.

11. Udskift halogenspots med LED

Hvis du udskifter 5 halogenspots på 35 watt med LED-lys, kan du spare ca. 300 kr. om året på din elregning. Vær dog opmærksom på, at der er stor forskel på kvaliteten af LED.

Fordele ved LED:

  • Lavt energiforbrug – som en sparepære eller bedre
  • Lang levetid – 10 - 25 år
  • Billigst samlet set
  • Tænder med det samme – der er ingen opstartstid som på sparepæren
  • Fås med både koldt og varmere hvidt lys
  • Robust – tåler vibrationer
  • Fås i mange størrelser og former
  • God til spots
  • Standardsokler – både skrue- og stiftsokkel
  • Indeholder ikke kviksølv

12. Drop en flyrejse og spar CO2

I Danmark og resten af verden stiger udledningen af CO2 fra transport. Energiforbruget til transport udgør ca. 30 % af Danmarks samlede endelige forbrug. Samtidig er transportområdet ikke reguleret af CO2-kvoter, derfor har du selv stor indflydelse på den del af dit CO2 udslip, der kommer herfra.

En flyrejse fra Danmark til Bangkok udleder ca. 1 ton COper passager. Hvis du skal kompensere for det ved at spare andre steder, kan du lade dit køleskab forblive slukket i 40 år eller 80år hvis du vil hjem fra Bankok igen !! Et køleskab udleder nemlig i gennemsnit 25 kg CO2 om året. Hvis det er for besværligt, kan du jo overveje en rejse med tog, skib eller en cykelferie…

Vidste du, at der er 30 mio. årlige flyafgange på kloden, og hvert sekund hænger 500.000 mennesker i luften?


til top