Tilmeld dig her
Naturens Dag ved Engelsholm Sønderskov
Søndag d. 08. september 2024, kl. 10.00-12.00
Den Danske Naturfond købte i efteråret 2022 Engelsholm Sønderskov, der ligger på de sydlige skrænter i Vejle Ådal ved Ravning Station. På gamle kort fra starten af 1800-tallet er området allerede skov, og skoven er således meget gammel. Skoven er i dag et kuperet landskab med stejle skrænter og dybe slugter med kildevæld og små rislende vandløb. Der er en stor bestand af gamle træer i skoven, og det er med til at give levesteder til mange mosser, laver, svampe, planter, insekter og fugle. I efteråret 2023 blev der fundet flere sjældne svampe i skoven – blandt en art, der aldrig før er set i Danmark.
Den Danske Naturfond er i samarbejde med Vejle Kommune netop i gang med at lave en plan, der skal sikre og fremme biodiversiteten i området, og skabe stier og faciliteter, så man kan opleve det unikke naturområde.
Tag med på en tur i den specielle skov og hør blandt andet om den bioblitz, der blev afholdt i skoven i juni måned, hvor 25 fagfolk indenfor diverse artsgrupper undersøgte skoven på kryds og tværs.
Turen er fysisk udfordrende på grund af det stejle terræn og underlaget kan være ret vådt, så det er vigtigt med robust fodtøj.
Tilmelding: Denne tur kræver tilmelding. Der plads til 30 deltagere. Du tilmelder dig via Økolariets hjemmeside.
Mødested: P-plads ved Ravning Station og Ravningbroen; Ravningvej 25, 7182 Bredsten.
Turleder: Naturvejleder Finn Lillethorup, Økolariet; tlf.: 21782103, e-mail: finli@vejle.dk.
Arrangør: Økolariet, Vejle Kommune.