20.2.12 Rekord stort besøg i vinterferien
- Det var helt fantastisk, siger naturvejleder Steen Hedrup fra Økolariet i Vejle. Han smiler bredt ved tanken om de mange, mange mennesker, der besøgte huset i løbet af uge 7.
- Vores hidtidige rekorduge var sidste års vinterferie, hvor vi havde 5.330 besøgende. I år nåede vi op på 6.154 gæster, siger Steen Hedrup. Det er en stigning på godt 800 gæster eller 15 procent.
Der er gratis entré hos Økolariet, og derfor er de mange gæster talt op i hånden.
- Der er givetvis smuttet et par stykker forbi uden at blive talt med. Så i virkeligheden var besøgstallet nok endnu større. Men vi kan med sikkerhed sige, at der har været mindst 6.154 i huset, siger Steen Hedrup.
Familier og turister
En stor del af Økolariets vinterferie-gæster er fra lokalområdet eller Trekantområdet. Men der var også mange gæster fra andre dele af landet.
- Vi kunne se, at mange bedsteforældre kom med deres tilrejsende børnebørn. Der kom også hele familiesammenkomster, hvor der var deltagere fra hele landet, siger Steen Hedrup.
Økolariet kunne godt rumme de mange besøgende, men rammerne blev sat på en prøve. For eksempel var husets garderobe i perioder mere end almindelig fyldt.
Rummet fortsætter
Den populære udstilling om rummet og rumfart fortsætter frem til Økolariets sæsonafslutning 30. november. I vinterferien var der sat ekstra blus på den. For eksempel kunne gæsterne bygge deres egen raket af en tom cola-flaske med raketfinner. Nogle af dem blev affyret fra Økolariets tag, hvor "piloter" fortalte om de naturkræfter, der får raketter til at flyve.
Samtidig blev der bygget fugle-redekasser og legoraketter. Der var også et utal af guidede rundvisninger og meget andet.
- Huset prioriterer vinterferien højt. Vi sørger for ekstra personale og aktiviteter. Det var der rigtig mange, der benyttede sig af. Det var skønt, siger Steen Hedrup.
Læs mere: http://vejle.lokalavisen.dk/oekolariet-slog-rekord-/20120221/artikler/702289995/2087#ixzz1nIvPAlrp