Bue Logo Til forsiden

23.8.12 Bliv klar til svampeturen

Økolariet inviterer til et lille oplæg om, hvordan du bliver klar til at tage ud og samle spisesvampe.
Det sker søndag d. 2. september kl. 14, hvor naturvejleder Finn Lillethorup holder et af de såkaldte Klog&Kaffe-arrangementer i Økolariet.

Efteråret nærmer sig, hvad enten vi vil det eller ej, og selv om det betyder et farvel til sommeren, så er det til gengæld et goddag til svampesæsonen.

Det er ved at være tid til at finde svampekurven frem og tage ud for at se, om der er nogle gode spisesvampe i skoven.
Hvis du synes, at det lyder fristende, men også synes, at du måske ikke er helt sikker nok på det der med at samle svampe, så kom forbi Økolariet og få en introduktion til at samle svampe. Naturvejleder Finn Lillethorup vil præsentere nogle svampe, som både er gode spisesvampe og samtidig er forholdsvis lette at lære at kende. Du kan også få gode tips til, hvor og hvordan du plukker svampe og hvordan du tilbereder dem. Arrangementet varer en lille time.