Bue Logo Til forsiden

Nu skinner solen, og det er langt om længe også blevet varmt. Dermed er det for alvor også tid til at komme udendørs og opleve de mange gratis glæder, naturen byder på. Vejle Kommune bugner af attraktive turmuligheder og besøgsteder i naturen. Samtidig er der et stort udbud af rekreative faciliteter som shelters- og bålpladser, madpakkehuse med grill og borde-og bænkesæt, som du kan benytte dig af. Mange steder kan du krydre oplevelsen med udstillinger og informationer om naturen og kulturhistorien i området. Denne sommer er der også mulighed for guidede naturture og lærerige fotosafarier.

Hvert år øges antallet af steder, du kan komme ud og vandre eller cykle. Nyligt er der indviet nogle fine stier rundt om den stemningsfulde Stenagermølle i Vejle Ådal. For bare en uge siden blev der lagt 11 km mere til den populære Bindeballesti, så du nu kan komme hele vejen fra Vejle til Billund, til fods eller på cykel, omgivet af dejlig natur. Også Hærvejen er blevet længere med startmuligheder både i Frederikshavn og Hirtshals. Hærvejen, der nærmest deler Vejle Kommune i to, slutter i Padborg og er nu ca. 490 km lang.

”Ønsker du et godt overblik over de mange turmuligheder i Vejle Kommune, kan du læse mere på vores hjemmeside. Her opdaterer vi løbende de mange turmuligheder på vores interaktive kort, som du også kan tage med på din mobiltelefon. Det fungerer ligesom googlemaps. Du kan altid se, hvor du er, fordi GPS’en på din mobil snakker sammen med kortet. Samtidig kan du se de mange turmuligheder og faciliteter, du kan benytte dig af. Det er rigtigt smart!,” fortæller projektleder Bente Hansen, der arbejder i Økolariet og opdaterer både kort og hjemmeside.

Guidede naturture
Der er også rig mulighed for at tage på naturvandringer sammen med en naturvejleder henover sommeren. Økolariets naturvejleder Steen Hedrup inviterer på en række guidede ture ud til nogle af Vejles naturperler ved både strand og i ådal. En enkelt tur er om aftenen, hvor du vil få en unik mulighed for at høre og se de nataktive dyr. På www.naturoplevelser.nu kan du få et overblik over alle guidede naturture i det midtjyske område.

Spørg naturvejlederen i Økolariet
Finder du noget derude, som du ikke ved, hvad er, kan du som noget nyt komme i Økolariet og få en snak med naturvejleder Steen Hedrup. Han ved næsten alt mellem himmel og jord, og kan højst sandsynligt svare dig på dit spørgsmål. Steen vil sidde klar hver torsdag i juli måned.

”Jeg glæder mig til besøg og en god snak med alle interesserede. Spørgsmålene skal selvfølgelig handle om naturen. Kan jeg ikke svare på et spørgsmål, så giver vi en is,” siger Steen Hedrup, naturvejleder, Økolariet, Teknik & Miljø, Vejle Kommune.

Naturfotosafari
Alle kan tage flotte naturfotos, men vil du gerne blive endnu bedre, kan du tage med et par erfarne naturfotografer på tur. Økolarieleder Niels Nørgaard og naturvejleder Steen Hedrup inviterer derfor på fototure i juli måned. Her får du lejlighed til at lære mere om, hvordan du tager gode naturbilleder med faste og bevægelige motiver.

”Uanset om du er med på tur, eller selv tager nogle flotte fotos fra Vejleegnen, vil Økolariet meget gerne modtage dine bedste billeder. Vi har nemlig planer om at lave en udstilling med naturbilleder fra Vejleegnen” siger Niels Nørgaard.

Link til Økolariets hjemmeside med turmuligheder i Vejle natur: www.udinaturenivejle.dk.

Fotomaterialet kan hentes i stort format ved at klikke på billederne

Udsigtstaarnet Østengaardstiernethumb Soevej Frederikshaabplantagethumb

Foto 1: Udsigtstårn ved Østengård i Vejle Ådal. Fotograf: Mads Fjeldsø Christensen, biolog, Natur & Friluftsliv, Teknik & Miljø, Vejle Kommune.

Foto 2: Den populære Bindeballesti er nu forlænget til Billund for både gående og cyklister. Fotograf: Brian Ørnhøj Petersen, natur- og miljøteknolog, Natur & Friluftsliv, Teknik & Miljø, Vejle Kommune.

 

Kontaktpersoner
Bente Hansen, projektleder, Økolariet, Teknik & Miljø, Vejle Kommune. benlh@vejle.dkTlf: 2972 2460

Steen Hedrup, naturvejleder, Økolariet, Teknik & Miljø, Vejle Kommune. stehe@vejle.dkTlf: 4021 7830.