Bue Logo Til forsiden

I Økolariet kan du i alle påskedagene både få pip på hjernen, mærke hvordan det føles at lege hamster i vores nye kæmpe hamsterhjul og se vores spændende udstillinger. Fremover holder Økolariet åbent alle ugens dage.

Som noget nyt kan du fremover besøge Økolariet alle ugens dage og dermed også om fredagen, der tidligere har været lukkedag. Du kan derfor deltage i sjove påskeaktiviteter alle dagene i påskeferieugen, fra lørdag den 8. april til 17. april - 2. påskedag 2017.

”Vi har gerne ville gøre vores åbningstider mere enkle og samtidig imødekomme gæsternes ønske om at kunne besøge os alle ugens dage. Vi har derfor nu droppet den ugentlige lukkedag, således at Økolariet fremover er åbent ALLE ugens dage. Vi tyvstartede den nye ordning i starten af året og har faktisk holdt åbent alle dage siden vinterferien. Det er gået over al forventning. Vi har i dag allerede næsten lige så mange gæster om fredagene, som de øvrige dage”, siger Økolariets leder Niels Nørgaard.

Prøv kæmpe hamsterhjul

På Økolariets forplads har vi opstillet et kæmpe hamsterhjul, som du kan træde ind i og få til at dreje rundt, og rundt og rundt. På siden af hamsterhjulet er der en række lamper, og jo hurtigere du løber, jo flere lamper bliver der tændt. Hamsterhjulet bliver stående efter påske og er en del af udstillingen ”Energi – tilbage til fremtiden”. Her viser vi, hvordan vi bruger energi både i dag og før i tiden, og der er mulighed for at prøve de mange aktiviteter: Energicyklen, forme et landskab, træde ind i en sky, computerspil, ringe til fortiden og meget mere.

Kom og få pip

Som altid kan du få ekstra pip i Økolariet i påsken. Vi har nyklækkede påskekyllinger, der pipper hyggeligt, og kommer du hver dag, kan du let følge med i, hvordan de vokser sig større og større. I påskeudstillingen med den oversavede høne, kan du se, hvordan et æg bliver dannet og udvikler sig, og du kan endelig få afgjort, om det var hønen eller ægget, der kom først!

Mange påskeaktiviteter

Økolariet bugner med aktiviteter alle ugens dage helt fra lørdag den 8. april. I påskeværkstederne kan hele familien lave en kyllinge- eller påskehare-tegnerobot eller bygge en energibåd, der kan søsættes i de vandkanaler, vi har stillet op. Aktiviteterne koster 50 kr. pr. stk.

Er gækkebrevet endnu ikke klippet, er alle velkomne i gækkebrevsværkstedet, som vi har fyldt med farvet papir og inspiration. Det er helt gratis. Alle kan også deltage i energiquizzen, og tager du arket med hjem, kan der foldes en ”nip-napper” med energi-spare-råd.

Hver dag kl. 14.00 i påsken kan hele familien følge med rundt, når Økolariets dyr skal fodres og samtidig høre lidt om dyrene. Vi har både fisk, rotter, insekter og kyllinger. Der er også mulighed for selv at smage på ristede insekter!

I naturen med Økolariet

Søndag den 9. april kan man komme på naturtur med Steen Hedrup i Kongens Kær, og søndag d. 16. april tager Økolariets nye naturvejleder Finn Lillethorup alle interesserede med på jagt efter foråret ved Nybjerg Mølle. Det er gratis at deltage i begge ture.

Se mere om vores aktiviteter, udstillinger og samlede program i påskeferien på Økolariets hjemmeside: www.okolariet.dk.

Økolariet har åbent alle dage fra kl. 10-16 helt frem til den 30. november 2017.

Kontaktpersoner

Niels Nørgaard, Økolarieleder, Økolariet, Vejle Kommune. Tlf.: 7681 2050 og  mail: nieno@vejle.dk

Gitte Nørrebo Sørensen, adm. koordinator, Økolariet, Vejle Kommune. Tlf.: 7681 2051 og mail: gitns@vejle.dk