Bue Logo Til forsiden

Børn og andre kreative sjæle kan i efterårsferien lave Bat-O-Botter, den populære børsterobot i en ny og spændende udgave. De kan også deltage i flagermusquizzen, flagermus Flemmings filmværksted, lave knas med insekter og meget mere.

Efterårsferien ligger tæt op af Halloween i år, og det præger Økolariets efterårstema: Det kribler og flagrer i hele huset med insekter og især flagermus. I en mini-udstilling kan du fx blive klog på det lille flyvende pattedyr, og rundt i udstillingerne har vi sluppet en flok Økolarie-flagermus fri, som du kan finde samtidig med, at du deltager i flagermusquizzen.

”Besøgstallet slår alle rekorder i år, og det er især i ferierne, hvor vi har ekstra mange tilbud til gæsterne, at vi kan mærke den øgede interesse. Derfor sætter vi også fuld gang i vores værksteder i efterårsferien, så ingen bliver skuffede”, fortæller Økolarieleder Niels Nørgaard, der forudser, at besøgstallet i år ender på mindst 76.000 gæster. Det er en stigning på 25 % i forhold til sidste år.

Mange tilbud i værkstederne
I Robotværkstedet genopfinder vi en Økolarieklassiker, nemlig den lille robot lavet af neglebørster. Som noget nyt kan den i år blive dekoreret som en flagermus. Kan du ikke få nok af flagermus, kan du i Flagermus Flemmings filmværksted lave din egen lille animationsfilm med flagermusen i hovedrollen. Det er ikke svært at lave sin egen tegnefilm, og der vil være en guide, der hjælper i værkstedets åbningstid.

Hvis du tør, er der mulighed for at lave krible-krable-knas i konfektværkstedet. Her kan du blande lækre ting som popcorn, rosiner og proteinholdige insekter med chokolade i en sød insektkurv, du selv skal lave.

Søndag den 15. oktober kan du også møde en rigtig insektmand. Jakob Kaiser fra det danske firma Crickster, som producerer fødevarer med insekter, kommer nemlig og gør dig klogere på de spiselige insekter.

”Vi oplever, at gæster efterspørger nogle af de populære aktiviteter, så selvom vi altid har nye tilbud til vores gæster, så holder vi også fast i det, som er populært, og derfor har vi lavet et LEGO-værksted igen. Der er overraskende mange, både store og små, som synes det er sjovt at sidde og bygge med LEGO. Måske er det fordi, de her får tid til fordybelse og en lille pause”, siger Niels Nørgaard.

I LEGO-værkstedet opfordres gæsterne til at bygge fantasidyr. Kriblende, flagrende eller hvad man kan hitte på. Måske en kæmpeflagermus med snabel eller en græshoppe med elefantøre. Du bestemmer selv.

Tag ud i naturen med Økolariet
I efterårsferien kan du komme med på to ture med Økolariets naturvejleder. Den ene henvender sig især til nysgerrige børn mellem 4 – 6 år. Turen går til naturlegepladsen i Sønderskoven, hvor der skal ses nærmere på småkravl fra billefælder, man selv skal rundt og tømme. Mødested er på p-pladsen ved Søndermarkshallen kl. 10.00 tirsdag den 17. oktober.

Dyrene er også i fokus på turen torsdag den 19. oktober til Dyrehaven i Nørreskoven. Sikahjortene og dådyrene er i brunst, og der udspiller sig en kamp om retten til at parre sig med hinderne- en aktivitet som vi forhåbentlig får mulighed for at iagttage. Mødested er hovedindgangen til Dyrehaven kl. 13.00.

Økolariets tilbud i efterårsferien:

  • Økolariet har åbent alle dage i efterårsferien d. 14. – 22. oktober kl. 10.00 -16.00.
  • Krible-krable-knas alle dage. Pris: 20 kr.
  • Bat-o-bot alle dage. Pris: 50 kr.
  • Flagermus Flemmings filmværksted alle dage kl. 13.00 -14.30. Gratis.
  • Flagermusquiz og –udstilling alle dage. Gratis.
  • Flagrende LEGO-værksted alle dage. Gratis.
  • Krible krable på skovlegepladsen i Sønderskoven d. 17. okt. kl. 10.00 - 12.00. Gratis.
  • Efterår i Dyrehaven i Nørreskoven d. 19. okt. kl. 13.00 - 15.00 Gratis.    

Se mere på Økolariets hjemmeside: www.okolariet.dk

Kontaktpersoner:
Niels Nørgaard, Økolarieleder – mail: nieno@vejle.dk, tlf. 7681 2050         

Gitte Nørrebo Sørensen, Adm. koordinator – mail gitns@vejle.dk , tlf. 7681 2051