Bue Logo Til forsiden

CO2 i verden

oekolariet_viden-om_billede.jpg

For cirka 250 år siden begyndte vi mennesker at bygge store fabrikker og udnytte energien i kul, olie og gas. De mange fabrikker, jernbaner og senere biler og flyvemaskiner førte til en voldsom stigning i udledning afdrivhusgasser. Denne menneskeskabte udledning af drivhusgasse påvirker Jordens klima.

Du oplever det allerede:
Jordens gennemsnits-temperatur stiger. Isen i de arktiske områder smelter, og vi hører oftere om hedebølger, orkaner, tørkeperioder, voldsomme regnskyl og oversvømmelser. I Danmark forventer man, at klimaændringerne blandt andet vil føre til varmere somre, mildere vintre og flere kraftige storme.

Klimaændringer sker gradvist og der er mange faktorer, der påvirker vejret. Derfor vil der være forskel fra år til år og fra område til område. Men hvad skal vi gøre? Kan vi ændre udviklingen, så vi undgår disse store menneskeskabte klimaforandringer?

Du bør tænke over det:
Mængden af drivhusgasser i atmosfæren – og især mængden af CO2 – stiger på grund af den måde, vi har valgt at fremstille og at bruge energi på i hverdagen.

Det ér muligt at fremstille elektricitet og varme uden at CO2-indholdet i luften stiger. Det ér muligt at transportere personer og varer på en mere CO2-neutral måde. Og det ér muligt at spare på vores forbrug af elektricitet og varme i hverdagen.

Hvis vi alle sammen gør en ekstra indsats og tænker os om i hverdagen, så kan vi bremse udledningen af CO2 i atmosfæren – og dermed også de menneskeskabte klimaforandringer.

Politikere og videnskabsfolk fra hele verden er enige om, at der skal handles. Mange af beslutningerne skal tages af politikerne, men du kan også selv gøre meget for at bremse udledningen af CO2 i atmosfæren.

I det følgende arbejde med forsøgene vil vi derfor opfordre dig til, selv at udforske drivhuseffekten og balancen i naturens kredsløb.