
Menneskelignende robotter
Mennesket har altid været fascineret af at skabe et væsen i sit eget billede. En skabning på to ben med ansigt, hænder og krop. Selvom der findes over 1 million hårdt arbejdende industrirobotter, løber androiderne som regel med al opmærksomheden. Det er menneskelignende robotter, der ligner os mere eller mindre.
I mange sammenhænge er det mest praktisk at ligne et menneske, hvis man skal bevæge sig rundt og udføre opgaver i et miljø eller i institutioner skabt til og for mennesker. Det appellerer også lettere til os mennesker at kommunikere med en skabning, der ligner os og måske kan udtrykke følelser, som vi let kan afkode.
På to ben
Der er lang vej fra filmverdenens androider i fx Alien og Blade Runner til virkelighedens androider. At skabe en robot, der kan gå på to ben og bevæge sig naturligt i stedet for mekanisk, har krævet enorme teknologiske ressourcer. Den helt store udfordring har været at efterligne den menneskelige gangart, fordi vores balancepunkt ligger i taljehøjde og vores fødder er så forholdsvis små. En anden stor udfordring er evnen til at bevæge sig på forskellige underlag og undgå forhindringer. I dag findes et utal af robotter på to ben. En af de første og bedste eksempler er den japanske robot ”Asimo” fra Honda.
Med muskler, hud og hår
Når androiderne har fået to ben, er næste skridt i udviklingen at give dem muskler og beklæde dem med hud og hår. Kropsdelene skal udstyres med muskler og styres via et nervesystem eller noget, der ligner, hvis androiderne skal ligne mennesker. Den tyske automationsspecialist Festo har fx udviklet robotarme, der ved hjælp af pneumatik (lufttryk) kan styre muskler på androide robotter. Det giver et meget menneskelignende udtryk.
For at lave den ultimative menneskelige illusion, skal androiderne også kunne udtrykke følelser. Når androiderne skal indgå i en meningsfyldt dialog med et menneske, skal de også kunne aflæse følelser. Det er fx muligt via ansigtsudtryk og tonefald. Men hvad sker der den dag, en robot udtrykker en følelsesmæssig modstand mod at blive slukket?
Menneske eller robot?
Åbningstider
Åben alle ugens dage
kl. 10:00 - 16:00
inkl. weekender og helligdage
Vinterlukket: december og januar