Bue Logo Til forsiden

Mælkevejen

fakta om rummet.jpg

Oekolariet _maelkevejenFoto: NASA Mælkevejen

Vi kan på mørke og stjerneklare nætter se et lysende bånd strække sig som en stor cirkelbue hen over himmelkuglen. Båndet blev for længe siden døbt Mælkevejen. Det er en enorm mængde stjerner, og de befinder sig inden for et relativt fladt område i rummet. Solen er en af disse stjerner. Vi er en del af mælkevejen, vores galakse.

En spiralgalakse
Mælkevejen er en spiralgalakse lige som vores nabogalakse, Andromedagalaksen (Messier 31). Mælkevejen indeholder i alt ca. 200 milliarder stjerner samt en hel del støv og gas. Det meste af Mælkevejens masse udgøres dog af såkaldt mørkt stof. 

Mælkevejen består hovedsagligt af tre delelementer:
En skive, som igen kan opdeles i den tykke og tynde skive efter forekomsten af forskellige stjernetyper med karakteristiske egenskaber. Skiven indeholder de smukke spiralarme, som er fortætninger af støv, gas og stjerner. Det har vist sig, at skiven også indeholder en tværgående bjælke, i starten af spiralarmene ind mod spiralgalaksens centrum.

En central fortykning – bulen – som også kendes fra andre spiralgalakser. Bulen indeholder fortrinsvis gamle stjerner. Haloen, som bl.a. indeholder de kugleformede stjernehobe. Denne halo kan igen opdeles i en synlig og en usynlig (eller mørk) halo. Den mørke halo menes at være hjemsted for det meste af det mørke stof i Mælkevejen. 
Den ovenstående opdeling skal ikke opfattes så absolut som fx opdelingen af et hus i henholdsvis beboelsesrum, loft, tag osv. De enkelte delelementer i Mælkevejen griber nemlig ind i hinanden.

Mælkevejen

Foto: NASA - Mælkevejen set fra siden