Bue Logo Til forsiden

Curiosity – den nye gæst på Mars

udforskning af rummet.jpg

Oekolariet _curiosity -den -nye -gaest -paa -mars (1)Foto: NASA/Frankie Martin 

Curiosity – den nye gæst
Marsrobotten Curiosity blev opsendt til Mars af NASA den 26. november 2011, og ankom den 6. august 2012. Den er bygget til at virke i mindst to år, og er ca. dobbelt så stor og fire gange tungere end Spirit og Opportunity og har godt 80 kg avanceret måleudstyr med. Dens officielle navn er ”Mars Science Laboratory”. Den har sit eget laboratorium, hvor prøver af marsoverfladen kan analyseres.

Radioaktiv energikilde
Curiosity får sin energi fra en radioaktiv kilde, plutonium-238. Det radioaktive stof danner varme, når det henfalder, og det bruges til at producere strøm. Det er en garanteret energikilde uafhængig af det barske og støvede klima på Mars.
Curiosity landede i Gale-krateret, der var nøje udvalgt blandt mere end 30 mulige landingssteder. Forskerne ved, at der her er mineraler, som engang er dannet i vand. Landingsstedet er fundet ved hjælp af ”Mars Reconnaissance Orbiter” – en sonde, der siden 2006 har kredset om Mars bl.a. for at skaffe oplysninger til fremtidige missioner på Mars. 

Liv på Mars?
Curiositys vigtigste opgave var at undersøge om Mars har været og måske stadig er egnet til liv. Der siver metangas op af planeten, og den skal bl.a. undersøge, om det skyldes geologisk eller biologisk aktivitet i undergrunden – altså om det er liv eller vulkaner, der er på spil. Det interessante er, at forskerne pludselig kan se metangas i store mængder og pludselig er det væk. Spørgsmålet, som Curiosity skal besvare, er, hvad der producerer det, og hvad ”spiser” det igen? 

Curiosity har i 2015 ikke fundet tegn på liv på Mars.

 

Curiosity's første video fra Mars Video: NASA