Bue Logo Til forsiden

Begrebet bæredygtighed

Brundtland rapporten
Begrebet bæredygtighed blev først nævnt i rapporten: World Conservation Strategy: Living Resource Conservation for Sustainable Development. IUCN–UNEP–WWF, 1980, som argumenterer for en udvikling, hvor udnyttelsen af arter og naturen sker på en bæredygtig måde. Tankegangen i rapporten påvirkede udarbejdelsen af “Brundtland Rapporten” fra 1987 (officielle navn: “Our Common Future”), som for alvor satte fokus på begrebet bæredygtighed.  

Brundtland rapporten definerede bæredygtig udvikling som: "En udvikling, der imødekommer nulevende menneskers behov, uden at det skader fremtidige generationers muligheder for at få opfyldt deres behov". Denne definition af begrebet "Bæredygtighed" blev kendt af mange verden over, da rapporten indgik som et væsentligt bidrag til de vedtagelser, der kom ud af FN's historiske topmøde om miljø og udvikling i Rio, 1992.

Miljø og sociale forhold bliver en del af bæredygtighedsbegrebet
Brundtlandrapporten var skelsættende, idet den understregede, at det ikke er nok kun at se på de økonomiske forhold, men at det også er nødvendigt at se på, hvordan vores aktiviteter påvirker miljøet og de sociale forhold. En udvikling kan kun være bæredygtig, hvis den foregår uden at ødelægge miljøet og uden at frarøve mennesker muligheden for få opfyldt basale levevilkår. Der kom en erkendelse af, at en samfundsudvikling, der var baseret på en stadig stigende udnyttelse af jordens ressourcer (fossil energi og andre råstoffer), ikke kunne fortsætte i det uendelige - en sådan samfundsudvikling var ikke bæredygtig. Brundtland rapporten fremhævede også, at bæredygtighed angår hele verden, både industrilandene og udviklingslandene. 

Stigende bekymring
Det er tankevækkende, at begrebet bæredygtighed først blev italesat, da udviklingen af samfundet havde taget en skarp drejning væk fra at være bæredygtig. Den voldsomme industrielle udvikling, der fandt sted efter afslutningen af anden Verdenskrig, påvirkede omgivelserne i langt højere grad, end menneskeheden tidligere havde oplevet, og skabte en voksende bekymring for, hvordan fremtiden kommer til at se ud, hvis ikke der sker nogle drastiske ændringer. 

Rio topmøde

FN's møde om miljø og udvikling i Rio 1992 var opfølgningen på FN's konference i Stockholm 20 år før. På Stockholm-mødet var man blevet enige om, at det var nødvendigt at gøre noget for at redde vores klode. Der blev dog ikke taget nogle konkrete initiativer til at afhjælpe situationen i den mellemliggende periode. 

På Rio-mødet blev der vedtaget en række internationale aftaler (konventioner og deklarationer) omkring håndtering af de udfordringer, der er omkring klima, biodiversitet, skovrydning og ørkendannelse. Da de vedtagne aftaler skal godkendes af alle lande, er de ofte formuleret vage og uden klare målsætninger og deadlines. Et andet problem ved vedtagelserne i FN er, at de ikke er juridisk bindende. Det gør det svært at få gennemført praktiske initiativer.

COP-møder
På Rio-mødet blev det også bestemt, at der skulle holdes årlige COP-møder omkring klima. Det mest kendte blev afholdt i Paris i 2015, COP15, hvor det blev vedtaget, at vi skulle begrænse den globale opvarmning til 1,5 - 2,0°C. Der er fremsat mange fine ord og hensigter, men udledningen af drivhusgasser er ikke bremset op, med det resultat at opvarmningen fortsætter med uformindsket kraft. I 2023 var den globale gennemsnitstemperatur allerede steget med 1,5°C, og den forventes at stige til 3,2°C inde år 2100 med de nuværende klimainitiativer.

Samarbejde mellem lande og virksomheder med forskellige interesser
Et af formålene med Rio-mødet var at etablere fælles regler for samarbejde mellem stater, virksomheder og borgere. Samarbejdet skulle foregå, så det i højere grad tog hensyn til menneskerettigheder og bæredygtighed. Disse tanker blev nedskrevet i "Rio deklarationen om miljø og udvikling", der indeholder 27 principper for samarbejde. Det har vist sig svært at føre principperne ud i livet i praksis hos lande, der alle beskytter deres kortsigtede egeninteresser. De ved formodentlig godt, at deres aktiviteter ikke er bæredygtige, men netop fordi problemerne er globale, vil ethvert land forsøge at få de andre lande til at gøre mere end landet selv. Der er også en konflikt mellem industrilandene og udviklingslandene, hvor udviklingslandene fremfører, at industrilandene er moralsk forpligtigede til at gøre mest og yde støtte til udviklingslandene, da det er industrilandene, der har forårsaget mange af de globale problemer, vi har i dag, fx ved udledning af langt hovedparten af drivhusgasserne.   

Økolariet bliver skabt

På Rio topmødet blev der også vedtaget en miljødagsorden eller huskeliste for det 21. århundrede, den såkaldte Agenda 21. Ideen i Agenda 21 planen var, at alle verdens lande lokalt skulle udvikle deres egne planer for en bæredygtig udvikling.

De danske kommuner blev pålagt at udarbejde sådanne lokale Agenda 21 planer, og det var i den sammenhæng, at Vejle Kommune valgte at etablere Økolariet. Vejle Kommune gjorde dermed langt mere end andre kommuner for at klæde borgerne på til at kunne agere mere bæredygtigt. 

Fra Lokal til Global

Mange af de miljøproblemer, vi havde for bare 50 år siden, var lokale eller nationale, og det var muligt at finde lokale eller nationale løsninger på dem. Hvis der fx var sket en forurening et sted, var det muligt at håndtere problemet lokalt. Sådan er det ikke med de fleste store problemer, vi står over for i dag. Klimakrisen er fx forårsaget af udledning af drivhusgasser fra alle verdens lande til en fælles atmosfære, biodiversitetskrisen er forårsaget af menneskets udnyttelse af en meget stor del af klodens arealer, sygdomsepidemier som Corona spreder sig hurtigt til alle jordens land pga at vi rejser meget, stigningen i grænseoverskridende flygtningestrømme sker pga krige og store globale forskellige i levevilkår.

Ondskabsfulde problemer
Modsat mange af de lokale problemer, er der sjældent en enkel løsning på de globale problemer. De globale problemer er ofte meget komplekse og består af mange underliggende problemer, der hver for sig også er komplekse. Det at de er globale betyder også, at mange lande, med hver deres agenda, skal samarbejde om at finde en løsning. Det er ikke uden grund, at problemer af den type kaldes ondskabsfulde problemer

En række kendetegn ved ondskabsfulde problemer er:

  • Problemet involverer mange lande / interesser
  • Der er mange årsager til problemet
  • Der er mange forskellige symptomer på problemet
  • Der er mange forskellige løsningsmuligheder på problemet
  • Løsninger skal kunne accepteres af lande med meget forskellige verdensopfattelser
  • Problemet ændrer sig konstant

Den kedelige sandhed omkring ondskabsfulde problemer er, at vi har meget svært ved at løse dem.

Vi mennesker er gået fra at være en lille ubetydelig art på en stor planet til at være den altoverskyggende art på en lille planet.

Kilde: Our Food Our Future. Eat better, waste less, share more: Alan Watkins & Matt Simister

Naturen som leverandør af ydelser til mennesket

Det, der gjorde det aktuelt at snakke om bæredygtighed i 1987, var en voksende erkendelsen af, at der er grænser for, hvor mange ressourcer kloden kan levere, og hvor mange affaldsstoffer den kan modtage. Samtidig var der også blevet større fokus på, at alle mennesker ikke havde nær de samme muligheder for at få opfyldt deres behov. I Brundtlandrapporten blev det illustreret ved, at den industrielle del af verden havde 20% af befolkningen, men forbrugte 80% af verdens ressourcer. 

Udnyttelse og fordeling af klodens ressourcer
Bæredygtig udvikling handler om, hvordan vi fortsat kan sikre, at kloden er i stand til at levere de ressourcer, mennesket har brug for, og hvordan vi fordeler de tilgængelige ressourcer mellem menneskene. Behovsopfyldelsen skal gælde for både de mennesker, der lever i industrilandene, og dem der lever i udviklingslandene. Ydermere skal den også gælde både for dem, der lever nu, og for fremtidige generationer.

Menneskets behov i centrum
Bæredygtig udvikling er et begreb, der tager udgangspunkt i menneskets behov, og har derfor mennesket og ikke naturen i centrum. I den tankegang har naturen ingen egenværdi, kun en værdi som giver af ressourcer og modtager af affald. Grunden til at vi skal passe på den er, at vi ellers risikerer at ødelægge mulighederne for os selv. Dette fokus fremgår tydeligt af det 1. princip i Rio deklarationen om miljø og udvikling, hvor der står: "Human beings are at the centre of concerns for sustainable development. They are entitled to a healthy and productive life in harmony with nature." 

Lige meget hvad vi køber, kommer råvarene fra naturen

Mennesket er helt afhængigt af naturens ydelser

Uden planterne havde vi ikke noget at spise

Som alle levende væsner er også mennesket afhængigt af jordens ressourcer for at få noget at spise, og alle de materielle goder vi dagligt værdsætter, eksisterer kun, fordi vi har kunnet hente råstoffer op af jorden til at producere dem. For en art, der er i stand til at erkende, at den er fuldstændig afhængig af de ydelser, naturen tilbyder, kan det synes mærkeligt, at vi gør så lidt for passe på den.

Årsagen til vores manglende bekymring om naturens evne til at understøtte vores liv findes formodentlig i, at kloden indtil for nyligt har været stor nok til at kunne håndtere menneskenes udskejelser. Det er kommet som en overraskelse, eller har endda resulteret i en benægtelse hos nogle, at vi mennesker nu påvirker de fysiske, kemiske og biologiske forhold på kloden i sådan en grad, at det ændrer livsvilkårene for os. Den manglende accept hos nogle af, at klimaforandringer er menneskeskabte, er et eksempel på denne benægtelse.   

De fossile brændstoffer har skabt baggrunden for udviklingen af vores rige samfund