Ny udstilling fra 8. februar 2025
Vi klarede den! Velkommen til år 2100
Gennem en fremtidsportal træder du ind i år 2100 i Økolariets nyeste udstilling. Her er klimaudfordringer fortid, og vi lever 100 % bæredygtigt med en natur, der blomstrer, energien er 100 % vedvarende, og vores livsstil er grøn og bæredygtig.
I udstillingen møder du museet "Der var engang", hvor du ser tilbage på 2025’s udfordringer og handlinger, men med fremtidens briller: Tænk, at vi i 2025 stadig brugte dieselolie og spiste kød næsten hver dag!
Derefter træder du ind i det bæredygtige samfund med animationer, interaktive oplevelser og eksempler på fremtidens teknologi, energikilder og forbrugsvaner.
Oplev, hvordan naturen omkring Vejle ser ud i 2100 via AI, eller skab dit eget landskab i vores interaktive sandkasse med dyr og formationer. Du kan også træde helt ind i køleskabet, klædeskabet og elskabet og se, hvordan vores livsstil og forbrug ser ud i 2100, ifølge prognoser og rapporter fra den tid, vi lever i nu.
Vi har al den viden, der skal til i form af teknologi og adfærdsændringer, for at skabe et bæredygtigt samfund og bremse klimaforandringerne. Politisk har vi sågar forpligtet os til det, og Klimarådet, som er nedsat som følge af Danmarks klimalov, har beskrevet, hvad der skal til. Den viden har vi udfoldet i Økolariets nye udstilling.
Vi byder alle velkommen til år 2100, hvor vi lever i et bæredygtigt samfund, hvor den grønne omstilling for længst er slået igennem og ordet klimangst hører fortiden til.
Glæd dig til at blive opslugt af fremtiden.