Fjordens Puls
Økolariets forplads er blevet forvandlet til et stort hav- og klimaoplevelsesunivers med leg, viden og oplevelser for både store og små.
Her kan alle udforske og blive klogere på livet under vandet og baggrunden for fjordens tilstand, og hvad der bliver gjort for at genoprette balance og få livet tilbage i fjorden.
Det kan du opleve
Det hele begynder med en regndråbe, der falder i naturen. Derfor kan du tage en tur i det dråbeformede hamsterhjul. På sin vej gennem ådalen blander vandet sig med spor fra landskabet og ender til sidst i fjorden. I pavillonen kan du blive klogere på fjordens tilstand og projektet Sund Vejle Fjord, der arbejder for at genoprette den økologiske balance i fjorden og give den sin ”puls” tilbage.
Følg derefter vandets vej ned ad trappen og ud i fjorden foran Økolariet. Her kan du sende odderen og fisken afsted i kapløb, inden du selv prøver kræfter med tarzanbanen, der snor sig gennem et undersøisk landskab af ålegræs, muslinger, krabber og søstjerner.
I ubåden kan du dykke ned under overfladen og møde fjordens superhelte i form af ålegræs muslinger og stenrev, som alle spiller en vigtig rolle for livet i fjorden. Der er også fyldt med lyde, knapper, håndtag og kontakter – alt sammen lige til at lege med.
På skilte, drejeskiver og vendekuber kan du se mere om fjordens fantastiske dyreliv og prøve at hoppe som en tanglus, flyve som en edderfugl eller sno dig som en sæl gennem vandet.