Bue Logo Til forsiden

Skaber naturen selv affald?

Ét dyrs affald er livsgrundlaget for et andet

Dyr og planter producerer masser af affald, men det bliver lynhurtigt brugt af andre dyr og planter. Det, der er affald for én organisme, er en vigtig ressource for en anden, så langt hovedparten bliver genanvendt med det samme. Det bevirker, at det er de samme råstoffer, der cirkulerer rundt i det naturlige system hele tiden. Dette recirkuleringssystem er meget effektivt og er blevet forfinet over millioner af år. Hvis der kommer en ny type af "affald" tager det ikke langt tid, før evolutionen har udviklet en ny type organisme, der kan udnytte energien i affaldet. Da de første blågrønalger begyndte at producere ilt for 3,5 milliarder år siden, var det et meget giftigt affaldsstof, som var dødelig for datidens organismer. Der blev dog hurtig udviklet nogle organismer, der kunne udnytte ilten, og i dag kan de fleste dyr, planter og svampe og mange bakterier, slet ikke leve uden ilten. Når et træ taber sine blade, er bladene affald, men der er en masse mikroorganismer, der kan udnytte energien i bladene, så de bliver hurtigt nedbrudt. Når bladene er færdignedbrudt, er de omdannet til næringsstoffer, som træet næste år selv kan bruge til at opbygge nye blade. Det affaldhåndteringssystem vi har så svært ved at få til at virke som mennesker, kører på skinner i naturen og helt uden vores indblanding. Naturen har ikke den fraktion, der hedder "Restaffald". Den har kun organisk affald, der alt sammen genbruges.

Nedbryder holdet

Når et dyr eller en plante dør, eller når et dyr afleverer en lort eller en plante taber bladene, er der straks et hold af nedbrydere, der går i gang med at omdanne resterne til de basale stoffer, som de døde planter og dyr oprindeligt blev lavet af. Hvis disse nedbrydere ikke eksisterede ville livet slet ikke kunne eksistere, da nedbryderne sørger for at næringsstoffer igen og igen bliver gjort tilgængelig for nye planter, der så igen kan give næring til nye dyr. Hvis der ikke var nedbrydere ville jorden desuden hurtigt blive dækket at et tykt lag af døde planter og dyr.

Nedbryderholdet består hovedsageligt af mikroskopiske bakterier og svampe, men de får ofte hjælp af lidt større dyr som ådselædere til at splitte store dyr i mindre stykker og fx regnorme og biller til at foretage en findeling af det døde materiale. Bakterierne og svampene sørger så for den sidste del af nedbrydningen, hvor de stoffer, der blev anvendt til at opbygge organismerne, igen bliver frigivet og gjort tilgængelig for opbygningen af nyt liv. Når vi fx ser et stykke træ, der rådner, er det altså naturens måde at få frigivet næringsstofferne i træet, så de igen kan blive brugt til at opbygge nyt liv. 

Fossile brændstoffer er affald som naturen ikke fik nedbrudt

En lille del af naturens affald undslipper dog den naturlige cyklus af hurtig nedbrydning og genopbygning. Det kan fx være de døde alger og rester af skaller fra snegle og muslinger, der havner på havets bund og bliver gemt i sedimentet. Det kan også være nogle rester af træer, der ikke bliver nedbrudt, fordi de findes nogle steder, hvor der ikke er ilt, fx på bunden af en mose. Under helt bestemte betingelser (tryk og temperatur) kan der ske en vis omdannelse af disse gamle plante- og dyrerester, så de bliver til olie, kul og gas. Det var netop det, der skete for 100-300 mio. år siden, så når vi hælder benzin på bilen, er det faktisk ældgammelt, halvnedbrudt affald vi kommer i tanken.