Det er ikke kun minedriften, der i disse år, sætter fokus på Grønland. I takt med at havisen er blevet mindre, er farvandene i Arktis blevet sejlbare. Allerede i 2007 blev Nordvestpassagen farbar for mindre skibe få måneder om året, men i takt med den globale opvarmning, kan nu også transportskibe og tankere passere.
Det har også stor betydning for de internationale selskaber, der planlægger minedrift i Grønland, da det er alt afgørende, om de kan transportere forsyninger og udstyr til Grønland og mineralerne væk derfra. Fx har minedrift ved Citronen Fjord i det nordligste Grønland ind til for nylig været vanskelig på grund af det tilfrosne hav.
Nordvestpassagen er en ”smutvej” mellem Stillehavet og Atlanterhavet, der betyder, at skibe på ruten mellem Østasien og Vesteuropa vil kunne spare over 40 pct. af distancen og brændstofudgifter ved at sejle ad den nordlige sørute nord om Sibirien frem for den sydlige rute gennem Suez-kanalen. Desuden er der ingen afgifter og ingen pirater på denne rute.
Turisme
I dag er turismen, næstefter fiskeri, det vigtigste eksporterhverv i Grønland. I takt med det mindre isdække og et generelt øget fokus på Grønland i internationale medier, er også antallet af krydstogtskibe, der besøger landet, markant stigende. Investeringer fra råstofindustrien i landets infrastruktur i form af veje, havne og måske en ny lufthavn, kan også gå hen og blive en fordel for turistindustrien.
Grønland kan måske i fremtiden også blive et vigtigt knudepunkt for trafikken i Arktis på samme måde, som Island er det i dag for flyrejser til USA.
Den grønne rute er Nordøst-passagen og den røde rute er Norvest-passagen.